Ordenens historie er flere hundrede år gammel og fortsat højaktuel
Der er udgivet tykke bøger om Odd Fellow Ordenen, som i detaljer uddyber oprindelse, formål og udvikling. Det er spændende læsning for historisk interesserede, men for omfattende på denne side. Her har du en kort version.
Navnet Odd Fellow
Der er flere meninger om, hvad navnet Odd Fellow betyder. Mange mener, at navnet stammer fra ordene "oath fellows", der kan oversættes til ”svorne fæller”. Ordet svorne henviser til, at medlemmerne har svoret at støtte og hjælpe hinanden og forpligtet sig til Ordenens formål og principper.
1600-tallet / England
Der er ingen sikker viden om Ordenens oprindelse, men det vides, at Ordenen opstod i England i 1600-tallet i en tid præget af store politiske, videnskabelige og kulturelle forandringer – med krige, epidemier og fattigdom. Formålet var fra starten baseret på næstekærlighed, omsorg og venskab, som det er i dag.
26. april 1819 / USA
Den gren af Ordenen som Odd Fellow Ordenen i Danmark hører til blev grundlagt i Baltimore, USA, af den engelske emigrant Thomas Wildey, som i øvrigt var vognsmed.
Sammen med fire andre emigrerede ordensbrødre fra England stiftede de den første loge i USA, med navnet Washington Loge nr. 1. Det skete den 26. april 1819, som er Ordenens officielle stiftelsesdag.
30. juni 1878 / Danmark
Den første danske broderloge blev stiftet den 30. juni 1878 og holder til i Odd Fellow Palæet i København. I dag har Danmark 103 broderloger.
3. juli 1881 / Danmark
Den første danske søsterloge blev stiftet den 3. juli 1881 og holder til i Odd Fellow Palæet i København. I dag har Danmark 84 søsterloger.
150-års jubilæum i 2028
Odd Fellow Ordenen i Danmark fejrer 150-års jubilæum den 30. juni 2028. Det bliver markeret med uddeling af donationer og aktiviteter over hele Danmark.